Det mener vi

For mange børn med autis­me er en god spe­ci­alsko­le det bedste sted at være. Men for andre er en vel­lyk­ket inklu­sion afgø­ren­de for, at barnet kan udnyt­te sine mulig­he­der for at lære, hvor­dan man kan være med sammen med andre.

Kronik bragt i Kri­ste­ligt Dagblad

Dan­mark har for nylig rati­fi­ce­ret FN’s han­di­cap­kon­ven­tion, der sikrer han­di­cap­pe­de ret til inklu­sion. Det fejres i disse måne­der som en stor og længe ventet sejr i det danske handicapmiljø.
Men ikke alle tager del i begej­strin­gen. I dele af det danske autis­me­mil­jø giver reso­lu­tio­nen anled­ning til bekym­re­de miner og løf­te­de pege­fin­gre over for inklu­sion af børn med autis­me i fol­ke­sko­len. Er bekym­rin­gen begrun­det? Kan børn med autis­me sim­pelt­hen ikke inklu­de­res? Jo, det kan mange. Ikke alle, men langt flere end hidtil antaget.

Men der er fak­tisk gode grunde til den udbred­te bekym­ring. Mange men­ne­sker har lagt et livs­værk i at opbyg­ge et net af spe­ci­alsko­ler, der kan tage hånd om børn med autis­me. Det har taget årtier at opbyg­ge fag­li­ge net­vær­ker og for­stå­el­se for, at spe­ci­alsko­ler er nød­ven­di­ge, men res­sour­ce­kræ­ven­de. Alt for mange børn er blevet tvun­get til en fru­stre­ren­de sko­le­gang uden udbyt­te, hvor lærere og støt­te­pæ­da­go­ger ikke er blevet udsty­ret med den nød­ven­di­ge viden og kund­skab, og hvor res­sour­cer­ne var alt for små. Fryg­ten for, at tid­li­ge­re tiders fejl­slag­ne forsøg på at inklu­de­re for at spare penge er ved at blive gen­ta­get af de nye kom­mu­ner, er reel.

Men kan børn med autis­me sim­pelt­hen ikke inklu­de­res? Inklu­sion i almin­de­li­ge skoler og insti­tu­tio­ner er mulig for mange flere børn med autis­me end hidtil anta­get. Det viser den omfat­ten­de inter­na­tio­na­le forsk­ning og behand­ling­ser­fa­ring på områ­det med al ønske­lig tyde­lig­hed. Også for børn, der ikke umid­del­bart er højtfungerende.

Det giver på langt sigt barnet bedre mulig­he­der for at hånd­te­re de soci­a­le og ind­læ­rings­mæs­si­ge van­ske­lig­he­der, som er en væsent­lig del af han­di­cap­pet. Barnet får bedre mulig­he­der for at være en del af det sam­fund, som er for os alle. På den måde kan det – også på langt sigt – give store bespa­rel­ser, sim­pelt­hen fordi bør­ne­ne som voksne bliver mere selv­hjul­p­ne. Der findes alle­re­de vel­lyk­ke­de eksemp­ler på sådan­ne inklu­sions­pro­jek­ter i Dan­mark. De er lige til at eva­lu­e­re og forske i.

Hvor­for bliver børn med autis­me så ikke langt oftere inklu­de­ret? Hvor­for får bør­ne­ne ikke et tilbud i deres lokal­mil­jø, hvor for­æl­dre og fag­folk sam­ar­bej­der? Som oven i købet giver et geval­digt fag­ligt løft til spe­ci­al­pæ­da­go­gik­ken? Det er der to gode grunde til.

For det første er god inklu­sion dyr på kort sigt. Lige så dyr som en spe­ci­alsko­le­plads, og i nogle til­fæl­de også dyrere i en årræk­ke. For det andet er stør­ste­par­ten af de vel­do­ku­men­te­re­de måder at inklu­de­re på base­ret på en metode til behand­ling af børn med autis­me, som stadig er kon­tro­ver­si­el i dele af det tra­di­tio­nel­le behand­ler­mil­jø, nemlig den såkald­te ABA-metode – anvendt adfærds­a­na­ly­se – og det på trods af omfat­ten­de evi­dens, opsigtsvæk­ken­de resul­ta­ter, aner­ken­del­se og stor udbre­del­se i udlandet.

For spe­ci­alsko­ler­ne udgør denne form for inklu­sion et pro­blem, fordi de med rette fryg­ter, at dyre inklu­sions­pro­jek­ter vil dræne deres alle­re­de util­stræk­ke­li­ge til­skud. I mange kom­mu­ner er der for tiden en for­stærk­ning af den ten­dens til at for­sø­ge at inklu­de­re børn, der ellers ville have fået et spe­ci­alsko­le­til­bud. Det sker meget sjæl­dent, at børn inklu­de­res, hvis det kræver mere end 12–15 støt­te­ti­mer om ugen, og det er ofte for lidt til et vel­lyk­ket inklusionsprojekt.

Det er netop, når man for­sø­ger at få et inklu­sions­pro­jekt til at være inden for denne til­fæl­digt fast­sat­te bevil­lings-grænse, at det ofte går galt. 12-timers-græn­sen for, hvor­når børn med autis­me reelt bliver eks­klu­de­ret ud af den almin­de­li­ge fol­ke­sko­le, eller kun med store omkost­nin­ger og meget ringe udbyt­te kan være der, er kun base­ret på øko­no­mi­ske over­vej­el­ser. Den har aldrig været vur­de­ret poli­tisk eller fag­ligt, men den er alli­ge­vel blevet en afgø­ren­de norm for, hvor­dan for eksem­pel kla­ge­sa­ger ved­rø­ren­de inklu­sion afgøres.

Som det er ind­ret­tet i dag, bliver spe­ci­alsko­le sim­pelt­hen ofte et mere attrak­tivt tilbud til børn med autis­me – og derfor dét, for­æl­dre til et barn med autis­me kommer til at ønske sig. Uanset bar­nets behov og udvik­lings­mu­lig­he­der og uanset rati­fi­ce­ring af FN’s handicapkonvention.

Når spe­ci­alsko­ler­nes frygt for at miste de hårdt vundne frem­skridt går hånd i hånd med kom­mu­ner­nes øko­no­mi­ske kal­ku­ler, trædes bør­ne­nes ret til inklu­sion under fode på en meget ulyk­ke­lig måde. Debat­ten kommer til at handle om for eller imod spe­ci­alsko­ler og ikke for eller imod god og vel­lyk­ket inklusion.

Mod­stan­den mod inklu­sion i almin­de­lig­hed og mod ABA i sær­de­les­hed har flere udtryk. En stærkt kri­ti­se­ret og fejl­be­hæf­tet rap­port kon­klu­de­re­de tid­li­ge­re på året, at inklu­sion med ABA ikke er bedre end en spe­ci­alsko­le­ind­sats – set på meget kort sigt.

Den dyre rap­port tog ikke højde for den omfat­ten­de inter­na­tio­na­le forsk­ning og erfa­ring på områ­det. Den base­re­de sig på et util­stræk­ke­ligt og fejl­be­hand­let data­grund­lag. Den nævnte ikke FN’s han­di­cap­kon­ven­tion og de kon­se­kven­ser, dens rati­fi­ce­ring bør have for de mulig­he­der for inklu­sion, der til­by­des børn med autis­me, med ét eneste ord.
Alli­ge­vel ses det nu, at rap­por­ten bliver brugt af kom­mu­na­le for­valt­nin­ger som et påskud til at afvise dyr inklu­sion af de børn med autis­me, der vil pro­fi­te­re af den, men som ikke – eller kun med ringe eller intet udbyt­te – kan rummes i fol­ke­sko­len med 12–15 timers støtte.

Det ligner en massiv gang skyd­ning i alles fødder – især bør­ne­nes. I bedste fald er den udbred­te skep­sis et udtryk for en for­stå­e­lig og men­ne­ske­lig angst for frem­ti­den efter devi­sen: “Det vi har opnået er godt nok – lad os ikke sætte det over styr.”

Men i værste fald bunder mod­stan­den mod inklu­sion af børn med autis­me i lige netop det han­di­cap­syn, som FNs kon­ven­tion er sat i verden for at bekæm­pe: At han­di­cap­pe­de men­ne­sker har det bedst mellem deres egne. Ude af øje, ude af sind, og frem for alt uden omkost­nin­ger for os andre.

For mange børn med autis­me er en af vore gode spe­ci­alsko­ler det bedste sted at være. For andre er en vel­lyk­ket inklu­sion afgø­ren­de for, at barnet kan udnyt­te alle sine mulig­he­der for at lære, og især for at lære, hvor­dan man kan være med sammen med os andre.

Det er ind­ly­sen­de, at det ikke er et spørgs­mål om enten-eller, men om at begge mulig­he­der – både inklu­sion og spe­ci­alsko­le – skal være en mulig­hed for det enkel­te barn.
Den omfat­ten­de inter­na­tio­na­le viden og de mange gode eksemp­ler på områ­det burde skabe grund­lag og mulig­he­der for kva­li­fi­ce­ret og evi­dens­ba­se­ret inklu­sion. Især nu, da bør­ne­ne oven i købet har en FN-kon­ven­tion, der fast­slår deres gode ret til den.

Den danske rati­fi­ce­ring af FN’s han­di­cap­kon­ven­tion er en oplagt lej­lig­hed til at etab­le­re sam­ar­bej­der på tværs af spe­ci­alsko­ler, den almin­de­li­ge skole, for­valt­nin­ger og han­di­cap-orga­ni­sa­tio­ner­ne om at sikre børn med autis­me både retten til og de reelle mulig­he­der for at blive regnet med, der hvor vi andre er. Til glæde for bør­ne­ne og for alle dem, der hilser den nye FN-kon­ven­tion og et rum­me­ligt inklu­de­ren­de sam­fund med plads til alle velkommen.

Katri­ne Lotz var næst­for­mand i ABA­for­e­nin­gen fra 2005 til 2008.