For mange børn med autisme er en god specialskole det bedste sted at være. Men for andre er en vellykket inklusion afgørende for, at barnet kan udnytte sine muligheder for at lære, hvordan man kan være med sammen med andre.
Kronik bragt i Kristeligt Dagblad
Danmark har for nylig ratificeret FN’s handicapkonvention, der sikrer handicappede ret til inklusion. Det fejres i disse måneder som en stor og længe ventet sejr i det danske handicapmiljø.
Men ikke alle tager del i begejstringen. I dele af det danske autismemiljø giver resolutionen anledning til bekymrede miner og løftede pegefingre over for inklusion af børn med autisme i folkeskolen. Er bekymringen begrundet? Kan børn med autisme simpelthen ikke inkluderes? Jo, det kan mange. Ikke alle, men langt flere end hidtil antaget.
Men der er faktisk gode grunde til den udbredte bekymring. Mange mennesker har lagt et livsværk i at opbygge et net af specialskoler, der kan tage hånd om børn med autisme. Det har taget årtier at opbygge faglige netværker og forståelse for, at specialskoler er nødvendige, men ressourcekrævende. Alt for mange børn er blevet tvunget til en frustrerende skolegang uden udbytte, hvor lærere og støttepædagoger ikke er blevet udstyret med den nødvendige viden og kundskab, og hvor ressourcerne var alt for små. Frygten for, at tidligere tiders fejlslagne forsøg på at inkludere for at spare penge er ved at blive gentaget af de nye kommuner, er reel.
Men kan børn med autisme simpelthen ikke inkluderes? Inklusion i almindelige skoler og institutioner er mulig for mange flere børn med autisme end hidtil antaget. Det viser den omfattende internationale forskning og behandlingserfaring på området med al ønskelig tydelighed. Også for børn, der ikke umiddelbart er højtfungerende.
Det giver på langt sigt barnet bedre muligheder for at håndtere de sociale og indlæringsmæssige vanskeligheder, som er en væsentlig del af handicappet. Barnet får bedre muligheder for at være en del af det samfund, som er for os alle. På den måde kan det – også på langt sigt – give store besparelser, simpelthen fordi børnene som voksne bliver mere selvhjulpne. Der findes allerede vellykkede eksempler på sådanne inklusionsprojekter i Danmark. De er lige til at evaluere og forske i.
Hvorfor bliver børn med autisme så ikke langt oftere inkluderet? Hvorfor får børnene ikke et tilbud i deres lokalmiljø, hvor forældre og fagfolk samarbejder? Som oven i købet giver et gevaldigt fagligt løft til specialpædagogikken? Det er der to gode grunde til.
For det første er god inklusion dyr på kort sigt. Lige så dyr som en specialskoleplads, og i nogle tilfælde også dyrere i en årrække. For det andet er størsteparten af de veldokumenterede måder at inkludere på baseret på en metode til behandling af børn med autisme, som stadig er kontroversiel i dele af det traditionelle behandlermiljø, nemlig den såkaldte ABA-metode – anvendt adfærdsanalyse – og det på trods af omfattende evidens, opsigtsvækkende resultater, anerkendelse og stor udbredelse i udlandet.
For specialskolerne udgør denne form for inklusion et problem, fordi de med rette frygter, at dyre inklusionsprojekter vil dræne deres allerede utilstrækkelige tilskud. I mange kommuner er der for tiden en forstærkning af den tendens til at forsøge at inkludere børn, der ellers ville have fået et specialskoletilbud. Det sker meget sjældent, at børn inkluderes, hvis det kræver mere end 12–15 støttetimer om ugen, og det er ofte for lidt til et vellykket inklusionsprojekt.
Det er netop, når man forsøger at få et inklusionsprojekt til at være inden for denne tilfældigt fastsatte bevillings-grænse, at det ofte går galt. 12-timers-grænsen for, hvornår børn med autisme reelt bliver ekskluderet ud af den almindelige folkeskole, eller kun med store omkostninger og meget ringe udbytte kan være der, er kun baseret på økonomiske overvejelser. Den har aldrig været vurderet politisk eller fagligt, men den er alligevel blevet en afgørende norm for, hvordan for eksempel klagesager vedrørende inklusion afgøres.
Som det er indrettet i dag, bliver specialskole simpelthen ofte et mere attraktivt tilbud til børn med autisme – og derfor dét, forældre til et barn med autisme kommer til at ønske sig. Uanset barnets behov og udviklingsmuligheder og uanset ratificering af FN’s handicapkonvention.
Når specialskolernes frygt for at miste de hårdt vundne fremskridt går hånd i hånd med kommunernes økonomiske kalkuler, trædes børnenes ret til inklusion under fode på en meget ulykkelig måde. Debatten kommer til at handle om for eller imod specialskoler og ikke for eller imod god og vellykket inklusion.
Modstanden mod inklusion i almindelighed og mod ABA i særdeleshed har flere udtryk. En stærkt kritiseret og fejlbehæftet rapport konkluderede tidligere på året, at inklusion med ABA ikke er bedre end en specialskoleindsats – set på meget kort sigt.
Den dyre rapport tog ikke højde for den omfattende internationale forskning og erfaring på området. Den baserede sig på et utilstrækkeligt og fejlbehandlet datagrundlag. Den nævnte ikke FN’s handicapkonvention og de konsekvenser, dens ratificering bør have for de muligheder for inklusion, der tilbydes børn med autisme, med ét eneste ord.
Alligevel ses det nu, at rapporten bliver brugt af kommunale forvaltninger som et påskud til at afvise dyr inklusion af de børn med autisme, der vil profitere af den, men som ikke – eller kun med ringe eller intet udbytte – kan rummes i folkeskolen med 12–15 timers støtte.
Det ligner en massiv gang skydning i alles fødder – især børnenes. I bedste fald er den udbredte skepsis et udtryk for en forståelig og menneskelig angst for fremtiden efter devisen: “Det vi har opnået er godt nok – lad os ikke sætte det over styr.”
Men i værste fald bunder modstanden mod inklusion af børn med autisme i lige netop det handicapsyn, som FNs konvention er sat i verden for at bekæmpe: At handicappede mennesker har det bedst mellem deres egne. Ude af øje, ude af sind, og frem for alt uden omkostninger for os andre.
For mange børn med autisme er en af vore gode specialskoler det bedste sted at være. For andre er en vellykket inklusion afgørende for, at barnet kan udnytte alle sine muligheder for at lære, og især for at lære, hvordan man kan være med sammen med os andre.
Det er indlysende, at det ikke er et spørgsmål om enten-eller, men om at begge muligheder – både inklusion og specialskole – skal være en mulighed for det enkelte barn.
Den omfattende internationale viden og de mange gode eksempler på området burde skabe grundlag og muligheder for kvalificeret og evidensbaseret inklusion. Især nu, da børnene oven i købet har en FN-konvention, der fastslår deres gode ret til den.
Den danske ratificering af FN’s handicapkonvention er en oplagt lejlighed til at etablere samarbejder på tværs af specialskoler, den almindelige skole, forvaltninger og handicap-organisationerne om at sikre børn med autisme både retten til og de reelle muligheder for at blive regnet med, der hvor vi andre er. Til glæde for børnene og for alle dem, der hilser den nye FN-konvention og et rummeligt inkluderende samfund med plads til alle velkommen.
Katrine Lotz var næstformand i ABAforeningen fra 2005 til 2008.