Den nok bedst kendte teori om autisme er den teori, der hedder Theory of Mind-teorien. Den blev fremsat i 1985 af Simon Baron-Cohen, Alan M. Leslie og Uta Frith, som havde sammenlignet Theory of Mind-evnerne hos en gruppe børn med autisme og nedsat IQ, en gruppe af børn med nedsat IQ (men uden autisme) og en gruppe af yngre børn med typisk udvikling.
Betegnelsen Theory of Mind anvendes om evnen til at forstå og forudsige andre menneskers tanker, viden, ønsker og intentioner. Baron-Cohen og kollegers undersøgelse viste, at børnene med autisme, i modsætning til begge børnegrupper uden autisme, havde meget svært ved at bestå Theory of Mind-testen. Forskerne fremsatte derfor den hypotese, at autisme skyldes en meget specifik mangel på netop Theory of Mind. Baron-Cohen populariserede senere teorien i en bog med den meget sigende titel: ”Mindblindness” (på dansk: ”Blind for andres sind”).
Højtfungerende består testen
Der er siden udgivet mange undersøgelser, der støtter op om resultaterne fra den oprindelige artikel, men i alle undersøgelser er der en vis andel af deltagerne med autisme, som rent faktisk består Theory of Mind-testen. Og efterhånden som der er kommet flere og flere undersøgelser til, af flere og flere undergrupper af børn, unge og voksne med autisme, er det blevet klart, at alder, IQ og sprogniveau spiller en afgørende rolle for, om personerne med autisme kan bestå testen.
Den oprindelige undersøgelse blevet foretaget med børn med lavtfungerende autisme, og dette var formentlig forklaringen på, at hele 80% af børnene med autisme ikke kunne bestå testen. De nyere undersøgelser har vist, at de fleste mennesker med højtfungerende autisme (inkl. Aspergers syndrom) består de fleste test af Theory of Mind. Dette gør teorien til en mindre oplagt forklaring af autisme som sådan, men derfor har den alligevel forklaringsmæssig relevans, nok især for den lavtfungerende del af autismebefolkningen.
Manglende fokus på følelser
En forsker, der hedder Peter Hobson, har fremsat en anden kritik af Theory of Mind-teorien, som går på, at teorien fokuserer for ensidigt på det kognitive, altså erkendelsesmæssige, aspekt af autisme, og derved overser de kontakt- og følelsesmæssige afvigelser, der også er. Til at begynde med afviste forskerne bag teorien denne kritik som irrelevant, fordi de netop opfattede autisme som en rent kognitiv, og altså ikke kontakt- og følelsesmæssig, forstyrrelse. Baron-Cohen har dog siden udviklet en ny teori om autisme, systematisering-empatiserings-teorien, hvor der eksplicit er taget højde for Hobsons kritik, og det følelsesmæssige aspekt er inddraget.