Man antager, at der har været mennesker med autisme lige så længe, som der har været mennesker. Men siden starten af 1990’erne har vi set en stor stigning i tilfælde af autisme. Hvor det i 1980’erne var 6 ud af 10.000, altså omtrent en halv promille af befolkningen, der havde en autismediagnose, er det i dag omkring 1 procent, altså 100 ud af 10.000. Der har været forsket en del i de mulige årsager til denne voldsomme stigning og i, om der vitterlig er kommet flere med autisme, eller vi bare er blevet bedre til at opspore og diagnosticere dem.
Der er enighed om, at stigningen primært skyldes to forhold: Det første er, at begge diagnosemanualer i starten af 1990’erne blev udvidet med nye og ”lettere” autismediagnoser, bl.a. Aspergers syndrom. I kraft af at kriterierne blev ændret, så også lettere tilfælde faldt ind under autismespektret, var der naturligvis flere, der fik en diagnose, samlet set. Det andet forhold er, at vi er blevet bedre til at opspore og diagnosticere personer med autisme.
Det kan dog ikke udelukkes, at der også er sket en reel stigning, som fx kan være forårsaget af ændringer i de stoffer, der er i vores miljø, og/eller det faktum, at forældre i dag er ældre, når de får børn, samt at flere babyer overlever en kompliceret og/eller for tidlig fødsel. Både forældres alder og kompliceret og for tidlig fødsel er kendte faktorer, der forøger sandsynligheden for autisme (Se også: Årsager til autisme).
Den ændring i diagnosekriterierne, som er sket i DSM‑5, og som kommer til at ske i ICD-11, betyder at kravene til, hvad der kvalificerer som autisme, er blevet skærpet. Derfor vil vi over de næste 10–20 år formentlig se et fald i antallet af diagnoser, idet visse tilfælde af de lettere, atypiske former for autisme ikke længere vil falde ind under betegnelsen autisme. (Se også: Diagnosticering af autisme).