Høringssvar til udkast til lov om ændring af lov om folkeskolen (Tilpasning af klagereglerne til en mere inkluderende folkeskole)
ABA-foreningen er en forening af forældre til børn med autisme. Et af vores vigtigste mål er at fremme inklusionen af børn og unge med autisme i almindelige klasser og daginstitutioner.
Hovedparten af de børn, hvis forældre vi repræsenterer, er inkluderede i almindelige folkeskoleklasser, og vi har dermed over 10 års erfaring med, hvordan inklusion af børn med autismespektrumforstyrrelser gennemføres med succes.
Vi støtter således fuldt ud ambitionen om, at langt flere børn med særlige behov skal inkluderes i den almindelige undervisning. Men vi kan ikke støtte forslaget om at begrænse forældres retssikkerhed og deres muligheder for at få ændret usaglige kommunale afgørelser i klagesystemet.
Forslagene til lovændring bygger på en falsk forudsætning om, at kommunale afgørelser er baseret på saglige og faglige hensyn til barnets udviklings- og trivselsbehov. I kommentarerne til lovforslaget er dette formuleret som, at det er kommunen med sit kendskab til barnet og de lokale forhold, der har de bedste muligheder for at vurdere, om kommunens specialundervisningstilbud er det rette til barnet. Denne fremstilling af den kommunale praksis er i bedste fald naiv, i værste fald kynisk – ikke mindst i disse år, hvor de kommunale økonomier er under pres, og hvor risikoen for at der tages usaglige økonomiske hensyn i kommunerne er overhængende.