Cecilia Brynskov, ph.d.

Spejl­n­eu­ro­ner er en type hjer­ne­cel­ler, som har fået deres navn af en abe-for­sker, Gia­co­mo Rizzo­lat­ti, som opda­ge­de, at disse hjer­ne­cel­ler var aktive hos aber, både når aberne selv udfør­te en bestemt type hand­ling, og når aberne så en dyre­pas­ser udføre samme hand­ling. Aberne lavede altså, inde i deres hjer­ner, en slags spej­ling af den hand­ling, de så.

Spejl­n­eu­ro­ner­ne anta­ges at have betyd­ning for ikke bare spej­ling, altså imi­ta­tion, men også fx empati, aflæs­ning og for­stå­el­se af inten­tio­ner og for sprog­ud­vik­ling. Lige præcis disse evner er typisk begræn­se­de eller afvi­gen­de hos børn med autis­me, og det fik i 2001 Justin Wil­li­ams og hans kol­le­ger til at frem­sæt­te en teori om, at det var spejl­n­eu­ro­ner­ne, der er afvi­gen­de autisme.

Fordi spejl­n­eu­ro­ner kan fun­ge­re i vari­e­ren­de grader, tager teo­ri­en højde for den nyere erken­del­se af, at autis­me fore­kom­mer i grader. Teo­ri­en har da også vundet stor popu­la­ri­tet, og der for­skes som aldrig før i både spejl­n­eu­ro­ner og især imi­ta­tion ved autisme.

Indtil videre er der dog ikke helt klar­hed over, hvori afvi­gel­ser­ne ved spejl­n­eu­ro­ner­ne hos men­ne­sker med autis­me består. Fak­tisk er der ikke engang er enig­hed om, hvad spejl­n­eu­ro­ner er.

I en vis for­stand kan spejl­n­eu­ron­te­o­ri­en siges at have samme fokus på mang­ler­ne ved autis­me, som de kog­ni­ti­ve teo­ri­er havde; men i nogle frem­stil­lin­ger af spejl­n­eu­ron­te­o­ri­en er der sam­ti­dig fokus på den neu­ro­lo­gi­ske pla­sti­ci­tet og mulig­he­den for, at bør­ne­ne kan udvik­le sig, altså et noget mere opti­mi­stisk syn, end der tid­li­ge­re har været.

Simon Baron-Cohen, som også var med til at frem­sæt­te Theory of Mind-teo­ri­en, har siden frem­sat en anden teori, som også er blevet meget popu­lær. Denne teori kald­tes oprin­de­lig teo­ri­en om den ekstremt mand­li­ge hjerne, fordi den bl.a. er et forsøg på at for­kla­re, hvor­for der er flere drenge/​mænd end piger/​kvinder, der har autis­me. Med tiden er teo­ri­en dog oftere blevet kaldt systematisering-empatiserings-teorien.

Teo­ri­en tager udgangs­punkt i en anta­gel­se om, at man kan skelne mellem to grund­læg­gen­de for­skel­li­ge måder at tænke og forstå på: Syste­ma­ti­se­ring og Empa­ti­se­ring. En person, der er god til at syste­ma­ti­se­re, er god til at ana­ly­se­re, tænke i og selv skabe syste­mer, møn­stre og lov­mæs­sig­he­der. Omvendt er den, der er god til at empa­ti­se­re, god til intu­i­tivt at for­nem­me, hvad andre føler og tænker, og til at sam­ta­le og begå sig i soci­a­le sam­men­hæn­ge. Teo­ri­en hove­d­idé er, at per­so­ner med autis­me er sær­ligt præ­ge­de af syste­ma­ti­se­ring, mens de kun i ringe omfang er præget af empa­ti­se­ring.

Empa­ti­se­ring omfat­ter både Theory of Mind og den emo­tio­nel­le del af de van­ske­lig­he­der ved autis­me, som Hobson netop efter­ly­ste ved Theory of Mind-teo­ri­en. Adskil­li­ge under­sø­gel­ser har bekræf­tet syste­ma­ti­se­ring-empa­ti­se­rings-teo­ri­ens hove­d­idé om, at per­so­ner med autis­me har større ten­dens til syste­ma­ti­se­ring end til empatisering.

Køns­for­de­lin­gen af autisme

For­bin­del­sen til køns­for­de­lin­gen i autis­me­be­folk­nin­gen – og til snak­ken om en ekstremt mand­lig hjerne – er en påstand fra Baron-Cohens side om, at syste­ma­ti­se­ring især ken­de­teg­ner mænd, mens empa­ti­se­ring især ken­de­teg­ner kvin­der. Sam­ti­dig har han en hypo­te­se om, at en øget ten­dens til syste­ma­ti­se­ring for­år­sa­ges af det mand­li­ge køns­hor­mon testoste­ron. Dermed er teo­ri­en fak­tisk et af de første bud på en for­kla­ring på den skæve køns­for­de­ling inden for autis­me­be­folk­nin­gen. Imid­ler­tid har netop denne del af teo­ri­en fået ekstra drøje hug fra andre for­ske­re, dels fordi den har et tem­me­lig for­sim­plet syn på køns­for­skel­le, dels fordi der indtil videre ikke har kunnet findes empi­risk belæg for hypo­te­sen om, at testoste­ron for­år­sa­ger en syste­ma­ti­se­ren­de tænkemåde.

Autis­me som en ”kog­ni­tiv stil”

To andre poin­ter i teo­ri­en fortje­ner opmærk­som­hed. Den ene er selve det, at afvi­gel­ser­ne ved autis­me – den større grad af syste­ma­ti­se­ring og lavere grad af empa­ti­se­ring – ikke opfat­tes som fejl og mang­ler, men som en ander­le­des kog­ni­tiv stil. Baron-Cohen var med denne pointe en af de første til at slå til lyd for, at man foku­se­rer på styr­kesi­der­ne ved autis­me, og for ikke at se autis­me som en fejl­ud­vik­ling, men blot en ander­le­des udvik­ling. Denne til­træng­te ændring i opfat­tel­sen af autis­me er blevet en stærk trend i dag, og hel­dig­vis er for­ske­re gene­relt blevet mere opmærk­som­me på ikke blot at karak­te­ri­se­re autis­me som en række fejl og mangler.

På den anden side er der bred enig­hed om, at det ikke er helt dæk­ken­de at kalde van­ske­lig­he­der­ne hos et barn, der fx aldrig kommer til at lære at tale eller at blive renlig, for en ”kog­ni­tiv stil”. For nogle kan det lige­frem opfat­tes som en uetisk over­ro­man­ti­se­ring. I den for­stand er syste­ma­ti­se­ring-empa­ti­se­rings-teo­ri­en en teori, der nok har større rele­vans for den højt­fun­ge­ren­de del af autis­mespek­t­ret end for den lav­t­fun­ge­ren­de, selvom der hos nogle med lav­t­fun­ge­ren­de autis­me fak­tisk vil kunne ses en ten­dens til større syste­ma­ti­se­rings- end empatiseringsevner.

Grader af autisme

Den anden pointe, der bør nævnes, er, at teo­ri­en opfat­ter syste­ma­ti­se­ring og empa­ti­se­ring som noget, alle per­so­ner har i større eller mindre grad, og des­u­den at per­so­ner med autis­me kan have vari­e­ren­de grader af de to evner. Dermed tager teo­ri­en højde for de nye erken­del­ser inden for autis­me­forsk­nin­gen, som både inden for adfærd, kog­ni­tion og gene­tik har vist, at autis­me eksi­ste­rer i grader, og at der er store over­lap mellem autis­me­be­folk­nin­gen og den brede befolkning.

Teo­ri­en om Ekse­ku­tiv Dys­funk­tion (Execu­ti­ve Dys­fun­ction) ved autis­me blev frem­sat af Sally Ozo­noff, Robert Pen­ning­ton og Sally Rogers i 1991. Men­ne­skets ekse­ku­ti­ve funk­tio­ner er de funk­tio­ner, der har at gøre med plan­læg­ning, arbejds­hukom­mel­se, impuls­hæm­ning og flek­si­bi­li­tet, og teo­ri­en går ud på, at men­ne­sker med autis­me især har van­ske­lig­he­der inden for netop disse funktioner.

Der er lavet en lang række under­sø­gel­ser, der viser, at men­ne­sker med autis­me ofte har store van­ske­lig­he­der med ekse­ku­tiv­funk­tio­ner­ne – selv de, der har højt­fun­ge­ren­de autis­me, her­un­der Asper­gers syndrom.

Det er dog næppe sådan, at de ekse­ku­ti­ve dys­funk­tio­ner er årsa­gen til autis­me, efter­som de typisk først bliver tyde­li­ge senere i udvik­lin­gen end andre afvi­gel­ser ved autis­me, fx de sociale.

En nyere for­kla­ring af betyd­nin­gen af ekse­ku­tiv­funk­tio­ner­nes rolle ved autis­me er, at de – sna­re­re end at for­år­sa­ge autis­me – spil­ler en rolle for, hvor tyde­ligt autis­men kommer til udtryk: Jo bedre ekse­ku­tiv­funk­tio­ner, des let­te­re vil det være at kom­pen­se­re for autis­men. Det er Mark John­son, der har frem­sat denne hypotese.

En anden kog­ni­tiv teori om autis­me er teo­ri­en om Svag Cen­tral Sam­men­hæng (Weak Cen­tral Cohe­ren­ce), som blev frem­sat af Uta Frith og Fran­cesca Happé i 1994.

Teo­ri­en går ud på, at men­ne­sker med autis­me har en særlig måde at bear­bej­de infor­ma­tion på, som er præget af en nedsat evne til at se sam­men­hæn­ge i det, de ople­ver og erfa­rer. De har svært ved at ind­dra­ge kon­tek­sten, og ved at opfat­te i hel­he­der frem for enkelt­de­le. Hvis en person har en svag evne til at skabe cen­tral sam­men­hæng i sin infor­ma­tions­be­ar­bejd­ning, vil ved­kom­men­de være meget detal­je­fo­ku­se­ret og have svært ved at få mening i bil­le­der og situ­a­tio­ner, der kræver, at kon­tek­sten ind­dra­ges. Van­ske­lig­he­der med at skabe cen­tral sam­men­hæng kan også gøre det svært at få over­blik og at over­skue nye situ­a­tio­ner, som derfor kan komme til at virke overvældende.

Der er lavet mange under­sø­gel­ser, der bekræf­ter, at disse typer van­ske­lig­he­der optræ­der hos mange men­ne­sker med autis­me, så teo­ri­en har for­holds­vis god støtte. Det er dog også fundet, at van­ske­lig­he­der­ne vari­e­rer meget fra person til person, hvor nogle er meget præget af svag cen­tral sam­men­hæng, mens andre ikke er.

Detal­jer og sam­men­hæng ude­luk­ker ikke hinanden

Under­sø­gel­ser har des­u­den vist, at det at være detal­je­fo­ku­se­ret og det at se og tænke i menings­ful­de hel­he­der ikke ude­luk­ker hin­an­den gen­si­digt. En person kan såle­des godt være meget detal­je­fo­ku­se­ret, uden at ved­kom­men­de af den grund er præget af svag cen­tral sammenhæng.

Sidst, men ikke mindst er teo­ri­en – lige­som de andre kog­ni­ti­ve teo­ri­er – blevet kri­ti­se­ret for at have et for enty­digt nega­tivt syn på afvi­gel­ser­ne ved autis­me. Evne til detal­je­fo­kus kan jo være sær­de­les hen­sigts­mæs­sig i visse situ­a­tio­ner og job­sam­men­hæn­ge. Det er især Lau­rent Mot­tron og hans kol­le­ga­er, der har frem­sat denne kritik.

Den nok bedst kendte teori om autis­me er den teori, der hedder Theory of Mind-teo­ri­en. Den blev frem­sat i 1985 af Simon Baron-Cohen, Alan M. Leslie og Uta Frith, som havde sam­men­lig­net Theory of Mind-evner­ne hos en gruppe børn med autis­me og nedsat IQ, en gruppe af børn med nedsat IQ (men uden autis­me) og en gruppe af yngre børn med typisk udvikling.

Beteg­nel­sen Theory of Mind anven­des om evnen til at forstå og for­ud­si­ge andre men­ne­skers tanker, viden, ønsker og inten­tio­ner. Baron-Cohen og kol­le­gers under­sø­gel­se viste, at bør­ne­ne med autis­me, i mod­sæt­ning til begge bør­ne­grup­per uden autis­me, havde meget svært ved at bestå Theory of Mind-testen. For­sker­ne frem­sat­te derfor den hypo­te­se, at autis­me skyl­des en meget spe­ci­fik mangel på netop Theory of Mind. Baron-Cohen popu­la­ri­se­re­de senere teo­ri­en i en bog med den meget sigen­de titel: ”Mind­blind­ness” (på dansk: ”Blind for andres sind”).

Højt­fun­ge­ren­de består testen

Der er siden udgi­vet mange under­sø­gel­ser, der støt­ter op om resul­ta­ter­ne fra den oprin­de­li­ge arti­kel, men i alle under­sø­gel­ser er der en vis andel af del­ta­ger­ne med autis­me, som rent fak­tisk består Theory of Mind-testen. Og efter­hån­den som der er kommet flere og flere under­sø­gel­ser til, af flere og flere under­grup­per af børn, unge og voksne med autis­me, er det blevet klart, at alder, IQ og sprog­ni­veau spil­ler en afgø­ren­de rolle for, om per­so­ner­ne med autis­me kan bestå testen.

Den oprin­de­li­ge under­sø­gel­se blevet fore­ta­get med børn med lav­t­fun­ge­ren­de autis­me, og dette var for­ment­lig for­kla­rin­gen på, at hele 80% af bør­ne­ne med autis­me ikke kunne bestå testen. De nyere under­sø­gel­ser har vist, at de fleste men­ne­sker med højt­fun­ge­ren­de autis­me (inkl. Asper­gers syn­drom) består de fleste test af Theory of Mind. Dette gør teo­ri­en til en mindre oplagt for­kla­ring af autis­me som sådan, men derfor har den alli­ge­vel for­kla­rings­mæs­sig rele­vans, nok især for den lav­t­fun­ge­ren­de del af autismebefolkningen.

Mang­len­de fokus på følelser

En for­sker, der hedder Peter Hobson, har frem­sat en anden kritik af Theory of Mind-teo­ri­en, som går på, at teo­ri­en foku­se­rer for ensi­digt på det kog­ni­ti­ve, altså erken­del­ses­mæs­si­ge, aspekt af autis­me, og derved over­ser de kon­takt- og følel­ses­mæs­si­ge afvi­gel­ser, der også er. Til at begyn­de med afvi­ste for­sker­ne bag teo­ri­en denne kritik som irre­le­vant, fordi de netop opfat­te­de autis­me som en rent kog­ni­tiv, og altså ikke kon­takt- og følel­ses­mæs­sig, for­styr­rel­se. Baron-Cohen har dog siden udvik­let en ny teori om autis­me, syste­ma­ti­se­ring-empa­ti­se­rings-teo­ri­en, hvor der eks­pli­cit er taget højde for Hob­sons kritik, og det følel­ses­mæs­si­ge aspekt er inddraget.

Noget, der i særlig grad ken­de­teg­ner ABA som metode, er det, man kalder en induk­tiv til­gang til autis­me. At den er induk­tiv bety­der, at man tager udgangs­punkt i det enkel­te barn og dets helt unikke og spe­ci­fik­ke karak­te­ri­sti­ka, i stedet for at tage udgangs­punkt i en bestemt teori om autis­me  – det der kaldes en deduk­tiv til­gang. Dyg­ti­ge ABA-fag­folk kender natur­lig­vis teo­ri­er­ne, men gør sig umage for ikke at lægge dem ned over bør­ne­ne som ska­be­lo­ner og som den vig­tig­ste ramme at tolke deres adfærd ud fra.

I dag er der bred enig­hed i forsk­nin­gen om, at autis­me ikke er en bestemt og vel­af­græn­set kate­go­ri, men der­i­mod kan have mange mar­kant for­skel­li­ge udtryk. Der er også en bred aner­ken­del­se af, at ingen teo­ri­er  indtil videre har tegnet det fulde bil­le­de af autis­me, men at teo­ri­er­ne hver især kan være gode for­kla­rings­mo­del­ler for sider af autis­men eller for sær­li­ge former for autis­me. Netop på bag­grund af denne udvik­ling bliver for­de­le­ne ved en induk­tiv til­gang til autis­me tyde­li­ge. Når der er så store for­skel­le på autis­men hos for­skel­li­ge børn, er det hen­sigts­mæs­sigt at til­pas­se inter­ven­tio­nen nøje til det enkel­te barn frem for at tage udgangs­punkt i en teori.

Udvik­ling eller ”nor­ma­li­se­ring”

Histo­risk set har der hos mange ABA-folk, især i USA, været en opfat­tel­se af autis­me som noget, der opti­malt set skulle hel­bre­des. For mange har en ”nor­ma­li­se­ring” af bør­ne­ne derfor i årevis været et erklæ­ret mål. I Dan­mark har ABA-mil­jø­et været præget af en større spred­ning i hold­nin­gen til ”nor­ma­li­se­ring”: For en stor del af det danske ABA-miljø har det altid alene været ønsket om at styrke bar­nets udvik­ling og livskva­li­tet, der har været for­må­let. Men for andre danske ABA-folk har den tra­di­tio­nel­le ame­ri­kan­ske til­gang været mere udtalt.

For nylig er der imid­ler­tid sket et stort skred inden for den ame­ri­kan­ske ABA-verden, som ikke kan undgå at komme til at præge resten af verden: Den stør­ste og mest pen­ge­stær­ke autis­me­for­e­ning, Autism Speaks, som fra star­ten har været og fort­sat er en mar­kant for­ta­ler for ABA, ændre­de i 2016 for­e­nin­gens hoved­for­mål fra at finde en kur mod autis­me til i stedet at for­bed­re livsvil­kå­re­ne for men­ne­sker med autis­me.

Dette har de gjort både efter kritik fra voksne med autis­me, og i erken­del­se af den rig­hol­di­ge forsk­ning, der viser, at autis­me for langt de fleste er livslangt, og at man kan få et godt og menings­fuldt liv med autis­me. På den bag­grund har man vur­de­ret, at det er bedre at bruge kræf­ter­ne på at for­bed­re per­so­ner­nes livsvil­kår og livskva­li­tet end på at for­sø­ge at hel­bre­de dem.

På den måde kan man sige, at den ame­ri­kan­ske ABA-verden omsi­der har kon­ver­ge­ret med den store del af det danske ABA-miljø, der altid har haft denne indstilling.