Høringssvar til forslag til lov om ændring af lov om social service (Justering af betingelser for forældres udførelse af træning)
ABAforeningen vil gerne takke for at være kommet på høringslisten til dette lovforslag. Ifølge Servicestyrelsens kortlægning af området foregår omkring en fjerdedel af al hjemmetræning med ABA-metoden. Dermed er ABA den næstmest udbredte hjemmetræningsmetode, efter FHC- og IAHP-metoderne.
Vi har som udgangspunkt forståelse for intentionerne bag lovforslaget, men vi finder dets udformning forhastet og præget af uklarhed, både med hensyn til målgruppen for og formålet med servicelovens § 32, og med hensyn til hvilke faglige kompetencer autoriserede sundhedspersoner besidder.
Lovens målgruppe er både børn med fysiske og psykiske handicap, og den hjælp som ydes disse børn, består af en bred vifte af sproglig, social, pædagogisk, psykologisk, motorisk og fysisk støtte, træning og behandling. Dette gælder uanset om indsatsen sker i offentligt regi eller i form af hjemmetræning. En sådan bredspektret indsats kan ikke varetages af autoriserede sundhedspersoner alene.
Lovforslaget synes at afspejle en forestilling om, at al hjemmetræning er fysisk træning. Men sådan er det langt fra. ABA er, for eksempel, en rent pædagogisk metode uden nogen fysiske elementer overhovedet.
At forankre hjemmetræning efter rent pædagogiske eller psykologiske metoder hos en autoriseret sundhedsperson – såsom en læge, en sundhedsplejerske eller en fysioterapeut – ville svare til at give en VVS-installatør ansvaret for elektriske installationer. Det kan ikke lade sig gøre, og tjener ikke noget formål.
Hvis lovforslaget vedtages uden ændringer, vil det helt enkelt umuliggøre hjemmetræning efter pædagogiske, psykologiske og andre ikke-fysiske metoder, eftersom autoriserede sundhedspersoner ikke kan forventes at tage ansvaret for træning efter metoder, der ligger uden for deres faglige kompetence.
Der er intet i historikken bag lovforslaget, der antyder at dette skulle være den politiske hensigt. Vi vil derfor opfordre til at lovforslaget revideres afgørende, før det eventuelt viderebehandles.