Af Mathildes mor
Da jeg vækkede Mathilde i morges, kikkede hun mig direkte i øjnene. Jeg smilede til hende. Og hun gengældte mit smil. Jeg blev så glad, at jeg kastede mig om halsen på hende og fortalte, hvor glad jeg blev, når hun sådan så mig i øjnene og smilede tilbage. Hun svarede mig lidt overvældet af min nok lettere overeksalterede reaktion, at så glad syntes hun da ellers kun jeg blev, når jeg så Luna – altså vores kanin. Lidt flov over at jeg i hendes øjne viser større glæde over en kanin end over alt muligt andet inklusiv hende, blev jeg alligevel meget glad for denne betragtning fra hende.
Hvorfor?
Hvorfor bliver en mor så glad, når hendes barn smiler til hende og reflekterer over hendes reaktion? Er det ikke bare helt normalt?
Jo, det er helt normalt. Men det er Mathilde ikke.
Mathilde er autist
Mathilde er autist. Og deraf følger, at hun har haft meget svært ved øjenkontakt og mimik – at gengælde fx et smil, ellers den korteste vej mellem to mennesker, siger man. Men det er den vej, som Mathilde har haft så svært ved. Derfor bliver jeg så glad, når hun gengælder mit smil.
Folk, der kender mennesker med autisme, ved, hvor svært det kan være for dem at aflæse følelser, aflæse normal opførsel og kommunikere.
Alt det præsterede Mathilde, da hun sagde til mig, at så glad blev jeg da ellers kun, når jeg så vores kanin.
Hun så, at jeg var glad, og at jeg udtrykte min glæde, meget mere end jeg plejer. Hun sammenlignede min glæde med den glæde jeg viser, når jeg ser vores kanin (jeg er stadig flov!) og undrede sig over, at jeg nu udviste samme glæde. Og ikke mindst: hun udtrykte det. Hun kommunikerede.
Det er noget hun har lært gennem ABA
Mathilde er 8 ½ år gammel. Hun fik stillet sin diagnose infantil autisme, da hun lige var blevet 5 år. Og kort efter gik vi i gang med et intensivt ABA-træningsprogram i håb om, at Mathilde kunne lære noget af det, hun ikke naturligt tilegnede sig.
Men der var rigtig, rigtig meget, som Mathilde skulle lære.
Hendes sprog var ok, men hun brugte det ikke kommunikativt. Hun var ret god til at recitere filmsekvenser, men en almindelig samtale havde noget ‘goddag mand – økseskaft’ over sig. Hun var ret god til at lege alene, men kunne slet ikke lege med andre. Og så var hun virkelig ufleksibel og havde masser af ritualer.
ABA-projektet i Århus
Vi var meget heldige at have en børnehave, der syntes, ABA lød spændende. Vores leder kendte lidt til det i forvejen og havde mod på at kaste sig ud i et projekt. Vi fik en træningsleder, en hjælpetræner og en hjemmetræner, og vi trænede selv en del i den første tid. Og så havde vi naturligvis vores supervisor, der hver anden uge fløj ned fra Norge. Det var et stærkt team, som gjorde en meget stor indsats for Mathilde. Men samtidig var den første tid meget sårbar. Vi var selvbetalere af supervisionen, og den er meget dyr for en privatøkonomi. Derfor var vi meget opsatte på at få et offentligt projekt.
Vi bor i Århus, som netop på det tidspunkt havde et offentligt projekt i støbeskeen, som vi naturligvis håbede på at blive en del af. I første omgang blev vi det ikke, men heldigvis åbnede kommunen projektet, så i alt 8 børn blev en del af projektet. Så i sommeren 2006 efter godt og vel et halvt års træning startede Mathilde i Århus-projektet. Hun fortsatte i børnehaven med sin gode træner, men nu med flere timer.
Og skridt for skridt arbejdede Mathilde sig frem, godt hjulpet af sin træner, vores supervisor – og ikke mindst de andre børn.
Venskaber
I dag går Mathilde i 1. klasse på vores lokale skole. Hun er fortsat en del af Århus-projektet, og det betyder en god træner og tæt supervision.
Mathilde færdes ligeværdigt i klassen og har gensidige venskaber. Det er nok det vigtigste. Da Mathilde første gang havde en pige med hjemme – engang i børnehaven -, var det eneste, hun sagde til hende: “jeg synes, det er hyggeligt at have dig på besøg” – og det var kun, fordi jeg sagde, at hun skulle sige det. Præcis som en instruktør i et teaterstykke.
Det virker så bagvendt, men det var virkeligheden. Al kommunikation skulle læres. I dag kan hun sidde længe og snakke med sine veninder, og hun leger uafhængigt og hyggeligt med dem.
Vi bruger meget tid på at hjælpe Mathilde til at lære alle de skrevne og uskrevne sociale regler. Hvornår må man fx godt lyve lidt? Når sandheden sårer. I dag har vi et andet barn, end da hun for 3 ½ år siden fik stillet sin diagnose.
Af hensyn til min datter har jeg valgt at anonymisere hende med navnet Mathilde.