ABAforeningen vedtog i 2008 (i forbindelse med indførelsen af hjemmetræningsordningen) et sæt minimumskrav, man som forælder bør stille til supervision af hjemmetræning af børn med autisme efter ABA-metoden.
Vedtægter
§ 1. Navn og hjemsted
stk. 1. Foreningens navn er »ABA-foreningen«, med undertitlen »Landsforeningen for intensiv pædagogisk indsats for børn med autisme baseret på anvendt adfærdsnalyse«.
På engelsk: Danish ABA Association – National Association for Intensive Behavioral Intervention for Children with Autism.
stk. 2. Foreningens hjemsted er formandens adresse.
§ 2. Formål
stk. 1 Foreningens formål er at arbejde for optimale og videnskabeligt dokumenterede interventionsformer for børn med autisme. Autisme defineres bredt og dækker over diagnoser inden for hele det autistiske spektrum.
stk. 2 Foreningen skal desuden
- synliggøre og informere om anvendt adfærdsanalyse som interventionsform for autisme over for forældre, fagfolk og myndigheder,
- medvirke til indsamling og formidling af internationale og nationale erfaringer med adfærdsanalytisk intervention for for børn med autisme,
- repræsentere forældre og pårørende, over for myndigheder, serviceudbydere og fagfolk,
- deltage i det nationale og det internationale arbejde om anvendt adfærdsanalyse som inteventionsform for børn med autisme.
§ 3. Medlemmer
stk. 1 Som medlemmer kan optages såvel enkeltpersoner som familier, institutioner, firmaer og selskaber, der ønsker at støtte anvendt adfærdsanalyse som interventionsform for børn med autisme, og som kan tilslutte sig foreningens vedtægter og værdigrundlag.
stk. 2 Indmeldelse sker ved indbetaling af et års kontingent. Kontingentet gælder for 1 år fra indbetalingsdato, og dets størrelse fastsættes på foreningens ordinære generalforsamling.
stk. 3 Udmeldelse kan ske skriftligt eller per e‑mail. Udmeldelse effektueres ved udgangen af regnskabsåret. Indbetalt kontingent betales ikke retur, hverken helt eller delvist.
stk. 4 Et medlem, som ikke respekterer nærværende vedtægter eller beslutninger, som er vedtaget af generalforsamlingen, kan af bestyrelsen ekskluderes af foreningen.
stk. 5 En eksklusion skal godkendes af den førstkommende generalforsamling.
§ 4. Generalforsamlingen
stk. 1 Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, som afholdes hvert år i andet kvartal; sædvanligvis i forbindelse med ABA-foreningens landsmøde.
stk. 2 Indkaldelse til generalforsamlingen skal ske ved elektronisk meddelelse til medlemmerne og ved annoncering på www.abaforeningen.dk. Indvarslingsfristen skal være mindst 4 uger.
stk. 3 På den ordinære generalforsamling skal følgende dagsorden behandles:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning
- Forelæggelse af det reviderede regnskab
- Fastlæggelse af kontingent
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af formand
- Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
- Valg af revisorer
- Eventuelt
stk. 4 Med undtagelse af vedtægtsændringer foretages alle afgørelser ved almindeligt stemmeflertal. Afstemning foretages ved håndsoprækning, med indre et medlem kræver skriftlig afstemning.
stk. 5 Kun medlemmer med gyldig kvittering for betalt medlemskab kan afgive stemme på generalforsamlingen. Der kan stemmes med fuldmagt, dog således at hver tilstedeværende kun kan afgive stemmer for maksimalt to fuldmagter.
stk. 6 Beslutningsforslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest to uger før generalforsamlingen. Beslutningsforslag annonceres på www.abaforeningen.dk senest to uger før generalforsamlingen. Bestyrelsens beretning samt regnskab offentliggøres på www.abaforeningen.dk senest to uger før generalforsamlingen.
stk. 7 Forslag til vedtægtsændringer skal være bestyrelsen i hænde senest en måned før generalforsamlingen, og de offentliggøres på www.abaforeningen.dk. Forslag til vedtægtsændringer kan vedtages, såfremt 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Såfremt en sådan majoritet ikke opnås, og forslagsstillerne ønsker forslaget opretholdt, behandles forslaget på den førstkommende ordinære eller ekstraordinære generalforsamling.
stk. 8 Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes på foranledning af bestyrelsen eller når mindst 1/4 af de til foreningen hørende, stemmeberettigede medlemmer skriftligt rejser krav herom over for bestyrelsen. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling sker til foreningens medlemmer med mindst to ugers varsel.
stk. 9 Formanden vælges for en periode af to år, og genvalg kan finde sted. Bestyrelsesmedlemmer vælges for en periode af to år, og genvalg kan finde sted. Som suppleanter vælges to medlemmer for et år ad gangen. Som revisorer vælges to personer for et år ad gangen.
stk. 10 Halvdelen af bestyrelsen er på valg hvert år. I første valgperiode vil halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne kun sidde et år, før de er på genvalg. Rækkefølgen findes ved lodtrækning blandt alle bestyrelsesmedlemmer undtagen formanden.
stk. 11 Kun medlemmer af ABA-foreningen kan opstilles som kandidater til bestyrelsen.
stk. 12 Det påhviler bestyrelsen at sikre, at der bliver udfærdiget referat af generalforsamlinger. Referater af generalforsamlinger offentliggøres på www.abaforeningen.dk.
§ 5. Bestyrelse og særlige udvalg
stk. 1 Foreningen ledes af den på generalforsamlingen valgte bestyrelse, bestående af mindst fire og højst otte bestyrelsesmedlemmer samt formanden. Mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne skal være forældre/pårørende til personer med diagnose inden for det autistiske spektrum.
stk. 2 Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand og kasserer.
stk. 3 Hvis antallet af bestyrelsesmedlemmer kommer under fem (incl. formanden og valgte suppleanter), kan bestyrelsen supplere sig selv frem til førstkommende ordinære generalforsamling.
stk. 4 Hvis der ved afstemninger i bestyrelsen opstår stemmelighed, er formandens og i dennes fravær næstformandens stemme afgørende.
stk. 5 Suppleanter kan deltage i bestyrelsesmøder, dog uden stemmeret.
stk. 6 Foreningens medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser, for hvilke alene foreningens kapital hæfter.
stk. 7 Bestyrelsen kan til varetagelse af specielle, afgrænsede opgaver nedsætte udvalg eller udpege ansvarlige personer.
stk. 8 Referater af bestyrelsesmøder offentliggøres på www.abaforeningen.dk.
§6. Lokalforeninger
stk. 1 Bestyrelsen kan godkende lokalforeninger, hvis disses vedtægter er i overensstemmelse med ABA-foreningens vedtægter og værdigrundlag.
§ 7. Regnskab
stk. 1 Foreningens regnskabsår er 1. januar til 31. december.
stk. 2 Det reviderede regnskab skal udsendes sammen med indkaldelse til generalforsamlingen, og skal desuden offentliggøres på www.abaforeningen.dk.
§ 8. Tegningsret
stk. 1 Foreningen tegnes i det daglige af kassereren.
stk. 2 Udgifter over 30.000 kr kræver underskrift af formanden og et andet bestyrelsesmedlem.
stk. 3 Kassereren er forpligtet til løbende at aflægge regnskab for bestyrelsen og mindst tre gange om året.
stk. 4 Bestyrelsen kan, når særlige forhold gør det påkrævet, meddele tegningsret til de af bestyrelsen nedsatte udvalg og ansvarlige personer.
stk. 5 Dispositionsbegrænsninger i foreningens vedtægter er ikke til hinder for, at der kan oprettes Online Banking eller lignende til foreningen. Brug af Online Banking sker på foreningens eget ansvar, og banken kan i den forbindelse ikke påse og derfor heller ikke holdes ansvarlig for, om de ovennævnte begrænsninger i dispositionsretten overholdes.
§9. Opløsning
stk. 1 Beslutning om foreningens opløsning kan kun træffes, såfremt den er anført som særligt punkt på dagsordenen, og følger reglerne for vedtægtsændringer.
stk. 2 I tilfælde af opløsning tilfalder foreningens eventuelle nettoformue almennyttige formål, der ligger i naturlig forlængelse af foreningens formål, og som besluttes på den opløsende generalforsamling.
§ 10. Ikrafttræden
stk. 1 Disse vedtægter er vedtaget på den stiftende generalforsamling i Odense, den 5. maj 2003, og træder i kraft omgående. Vedtægterne er ændret på generalforsamlingerne i 2005, 2006, 2011, 2017, 2020 og 2023.
Lokalforeninger
Vi har lokalforeninger flere steder i landet. Det varierer meget, hvor aktive de er. Forældre, som er medlem af ABAforeningen, er automatisk medlem af den relevante lokalforening.
Østjylland
ABAforeningen Østjylland blev stiftet i juni 2004. Lokalforeningen er for medlemmer bosiddende i områder med postnumre 7000 til 7362 og 8000 til 8783.
Fyn
Lokalforeningen “ABA-forældre i Odense” blev stiftet i 2013.
København
Lokalforeningen “ABA-forældre i København” havde stiftende generalforsamling 9. maj 2003. Den er lokalforeningen for alle, der har postnummer 0000 til 2450.
Foreningens socialrådgiver-ordning
Desværre ser vi ofte, at kommunerne ikke tilbyder forældre til børn med autisme eller andre handicap den hjælp og støtte, de ifølge lovgivningen har krav på. Nogle gange skyldes det at kommunerne ikke er ordentligt inde i den relevante lovgivning, og derfor forvalter den forkert. Andre gange fornemmer man, at de godt er klar over, at de går til grænsen – eller over den – men at de er under pres for at spare penge.
Det betyder, at man som forælder generelt har gode chancer for at få medhold, hvis man anker en afgørelse fra kommunen. Men det kræver overskud og tålmodighed at anke. Derfor er det desværre ofte de svageste og dem med størst behov, kommunernes besparelser går hårdest ud over.
Der er kan være hjælp at hente både i ABA-foreningens forældrenetværk og hos bestyrelsen, men for de sager hvor det ikke er nok, har vi et godt samarbejde med en erfaren socialrådgiver.
Vi har som forældre en fælles interesse i, at ankesagerne køres på den rigtige måde. Ankesager kan udløser principafgørelser, som har retsvirkning i hele landet. Derfor kan en uheldig ankesag have negative konsekvenser for mange andre.
Vores socialrådgiver hedder Søren Møller Petersen, og du kan læse mere om ham på hans hjemmeside www.find-vej-i-systemet.dk.
Sådan fungerer det
- Ring eller skriv en SMS til Søren på tlf. 30269414, ellers send en mail til findvejisystemet@outlook.dk Her kan I præsentere jeres sag, og lade Søren vurdere, om han kan hjælpe.
- Søren tager 1.125 kroner/timen inklusiv moms. Der faktureres pr. påbegyndt kvarter. Der betales, når rådgivningsforløbet er afsluttet.
- Søren holder ABA-foreningens bestyrelsen orienteret om de overordnede linjer i de sager, han arbejder med, men alle oplysninger I måtte dele med ham er selvsagt fortrolige.
Det kan ordningen bruges til
Søren kan hjælpe med alle typer sager på det sociale område – ikke kun sager om hjemmetræning. Det kan være sager om tabt arbejdsfortjeneste, aflastning eller merudgiftsydelse, at være bisidder ved møder med PPR (takst: 4,45 kr. pr. km fra Viby J), gennemlæse og rådgive telefonisk om sager, skrive udtalelser og udkast til anker og klager mv.
Søger du hjælp til at ansøge om hjemmetræning, er det formentlig bedre at kontakte bestyrelsen eller trække på foreningens forældrenetværk.
Forældrenetværk
Som medlem har du – hvis du er forælder til et barn med autisme – adgang til ABA-foreningens forældrenetværk. Forældrenetværket kan være til stor hjælp – især hvis man er ny i forhold til autisme og ABA. Mange af de problemer man bakser med vil andre have oplevet tidligere, og de øser gerne af deres erfaringer. Eller måske har man selv fundet noget der fungerer godt, som man gerne vil dele med andre. Eller noget helt tredje.
To platforme: Podio og Facebook
Podio er et lidt mere avanceret og sikkert alternativ til Facebook. Ud over muligheden for erfaringsudveksling og debat, indeholder forældrenetværket genveje til lovgivning og håndbøger, eksempler på hjemmetræningsansøgninger, oversigter over supervisorer, materialer og programmer til ABA-træning mv.
Du får en invitation til Podio, når du melder dig ind. Hvis du har problemer med at få adgang, så skriv til info@abaforeningen.dk
- https://podio.com/abaforeningen/foraeldre
- https://podio.com/abaforeningen/aba-jylland
- https://podio.com/abaforeningen/aba-koebenhavn
Du kan også bruge netværket via appen, som findes til både Android og IOS.
Vi har også en lukket gruppe på Facebook her: https://www.facebook.com/groups/abaforaeldre. Facebook kan ikke helt det samme som Podio, til gengæld er de fleste danskere på Facebook i forvejen. Gruppen er kun åben for medlemmer. Til forskel fra forældrenetværket på Podio, er Facebook også åbent for forældre, som samtidig arbejder professionelt med ABA, som trænere eller supervisorer.
Landsmødet
Hver forår/sommer holder vi landsmøde, hvor der kommer familier og fagfolk fra hele landet.
Landsmødet er en dag med faglige oplæg om autisme, ABA og andre emner Det en god mulighed for at møde andre, der har børn med autisme og bruger ABA, udveksle erfaringer, diskutere og få sig et netværk. Mødet er lagt an på, at børn kan være med. Vi holder som regel generalforsamling på landsmødet.
Vi prøver så vidt muligt at flytte landsmødet rundt i landet, så alle familier får mulighed for at deltage. Det faglige program er normalt om lørdagen, og nogle familier overnatter fra fredag til lørdag eller lørdag til søndag.
Landsmødet er åbent for alle interesserede, men er billigere for medlemmer.
Programmer
Her kan du se de faglige programmer fra vores landsmøder:
- 22. april 2023 i Nyborg
- 23. april 2022 i Nyborg
- 24. april 2021 online
- 2020: Aflyst pga. corona
- 15. juni 2019 i Ringe
- 2. juni 2018 i Ringe
- 10. juni 2017 i København
- 4. juni 2016 i Christiansfeldt
- 6. juni 2015 i Christiansfeldt
- 14. juni 2014 i Christiansfeldt
- 8.–9. juni 2013 i Odense
- 2. juni 2012 i Haslev
- 4. juni 2011 i Esbjerg
- 5. juni 2010 i Esbjerg
- 6. juni 2009 i Esbjerg
- 7. juni 2008 i Esbjerg
- 10. juni 2007 i Esbjerg
- 10. juni 2006 i Esbjerg
- 24. september 2005 i Esbjerg